Fy fy, skamme skamme, næ næ, nix nix, slut Facebook

Jeg tjekker Facebook hver dag. Flere gange dagligt. Ikke fordi jeg vil, men fordi Facebook har gjort mig afhængig. Laver jeg en opdatering eller lægger en sjov video på min profil, sidder jeg som på nåle, og venter på det første 'like'. Og det andet. Og det tredje. Og det sekstende.

For noget tid siden så jeg musikeren Simon Kvamm i "Hos Clement". Hr. Kvamm er kendt for at have meget på hjerte (et udtryk Facebook i øvrigt også havde taget til sig), og denne aften fortalte han om, hvordan vi er blevet eksperter i at iscenesætte os selv. Være spin doktorer for os selv, som han kaldte det. Og vores regent, Hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe, nævnte Facebook i sin nytårstale. Så står Riget da ikke længere! Holger Danske må unægteligt være vågnet af sin tornerosesøvn på årets sidste dag!
Men vores Facebook-profiler bugner ikke just af billeder af ungerne, der er kropumulige, citater fra skænderier med kæresten og det fejlslagne aftensmåltid - med mindre man tager den sarkastiske tilgang til Facebook, og iscenesætter sig selv som en Nynne eller Bridget Jones. Det er også en strategi fra ens indre spin doktor.

Det er blevet en trend, at skrive åbne beskeder på Facebook til virksomheder som f.eks. Telenor, McDonald's og DSB, hvor man sender en klage eller en anekdote, der har relation til det pågældende firma. Tricket er blot, at gøre sin historie vittig eller tilpas indigneret, så andre vil 'like' den.
Og Facebook sladrer. Den sender den lille vittighed videre til mig og liker jeg også (nej, jeg gør ej!), bliver endnu flere gjort opmærksom på den pågældende amatørkomikers tirade.
Og så kan man jo også kommentere. Og det bliver der bestemt også! Alt fra nikkende, forstående tilkendegivelser til uenige, respektløse, racistiske og/ eller direkte perfide nedrakninger.
De kaldes 'like hunters' - historier eller billeder, der deles på det sociale medie, med det formål, at få så mange 'likes' som muligt. Jo flere likes, jo mere inficeres Facebook med 1 enkelt persons verdensbillede.
Og tak for det, Facebook-snyltere!

Jeg er ikke så dum og/eller fremskridtsforskrækket, at jeg ikke forstår, at de sociale medier er kommet for at blive. Og vi HAR alle sammen allerede fået vores '15 minuttes og fame' - nu vil vi bare have 20, 50 eller 20.000 minutter! Og vores børn får deres minutter langt inden de overhovedet har begreb om det.
Og hunden, huset, bilen, den nye iPad, sommerferien, firmafrokosten, den dyre racercykel, alt sammen skal vi flashe på Facebook og Twitter og Instagram og Pinterest, så andre kan se hvad jeg har! OG? Hvad skal det bruges til? Intet. Alle andre kan derimod bruge mit 'like' som en validering af, at deres liv er helt som det skal være. Aaaaaaaaaaaaahhhhh....

Og jeg selv er jo ikke ikke et hak bedre. Jeg har ikke nogen sød kæreste, smukke børn, et lækkert hus og en sporty bil jeg kan blære mig med (endnu), men så vil jeg stadig gerne have et lille bitte 'like' for den sarkastiske status jeg laver, og som jeg ved, at i hvert fald nogle af mine Facebook-venner sætter pris på. Det manglede da bare, når jeg 'liker' deres billeder fra badeferien i Tyrkiet med svigermekanikken. Quid pro quo, amigos!

Men hey, hende Johnny Margrethe og ham den lækre fra Nephew HAR jo ret. Det vil ikke skade, at skrue ned for Facebook-dosisen og prøve at tale med vores kære IRL. Undskyld, In Real Life, eller... ude i det virkelige liv. Og lære at lægge telefonerne væk, når vi sidder overfor folk, i stedet for konstant at have ét øje på, hvad der sker i Facebookland.

Så tak til Facebook, for at have gjort mig afhængig af mit netværks 'likes'. Tak fordi jeg konstant går og tænker i sjove og vedkommende opdateringer. Tak fordi jeg nu skal have løftede pegefingre fra Dronningen og feterede danske musikere. Og tak, tak, tak Facebook for overspringshandlinger, når der er dårlige reklamer i fjernsynet for f.eks. Telenor, McDonald's og DSB.