En forbryder krydser sit spor

Så skete det.
Slutningen på ikke bare denne sæson, men på trilogien "Forbrydelsen".
Og hvilken slutning! Eller anti-slutning?

Sarah Lund havde endelig muligheden for at blive lykkelig.
Endelig havde hendes forsømte søn tilgivet hende for det mentale svigt, hun havde budt ham.
Og endelig havde hun en mand, der elskede hende trods hendes uendelige fejl og mangler.

For Sarah Lund var stort set kun sympatisk - for ikke at sige menneskelig - i kraft af sin enorme retfærdighedssans. Fordybelsen i sit arbejde.
Det er dén, der har gjort hende uopmærksom hele sønnens opvækst.
Det er dén, der har gjort det umuligt for hende, at opretholde et forhold til en mand.
Selv partnerskabet med hendes mandlige kollegaer er forkvaklet.

Sarah Lund er ikke et dårligt menneske. Men hun er et dybt plaget menneske. Det har producenterne været meget dygtige til at dvæle ved i mange, mange close-ups af Lunds trætte ansigt og glasblanke øjne.
Sarah Lund er ikke en kvinde, der skal sidde i sit kolonihavehus med en smuk mand og dikke-dikke sit søde barnebarn. Hendes skæbne er at jagte en retfærdighed, hun tørster efter og selv efter at have fanget ikke bare én, men to mordere, er det ikke nok for hende.
Tredje sæson bliver kulminationen på en kvindes uslukkelige tørst efter retfærdighed.

Derfor er jeg vild med afslutningen på serien.


"Forbrydelsen" har aldrig været arnested for lykkelige slutninger. Alle mord er blevet opklaret, ja, men der er altid efterladte. Serien har gjort meget ud af at vise de menneskelige omkostninger, drabene har haft.
I sæson 1 dræber Theis (den dræbte Nanna Birk Larsens far) morderen i fortvivlelse og hævntørst.
I sæson 3 dræber Lund morderen.
Der er altid omkostninger.
Der er aldrig en lykkelig slutning. Hvorfor skulle der være det nu, bare fordi serien slutter?

Lund lovede den ene morder, Loke, retfærdighed. Det gav hun ham. Og hun betalte den højeste pris for det løfte.
Måske fordi hun endelig kunne give et barn retfærdighed?
Måske for at udfri sig selv for sin dårlige samvittighed?
Måske fordi hun vidste, at ingen domstol ville kunne give Reinhardt den straf, han fortjente?


Og hvad skal vi så lære af det?
At selvtægt betaler sig? Nej tak!
Sarah Lund er en anti-helt. Hun bliver selv forbryder...
Hendes sidste gerning giver mening, i kraft af den smule menneskelighed hun har - tørsten efter retfærdighed.
Hun er ikke en straffende engel. Men hun er en pint kvinde, der ikke kan leve et normalt liv. Ikke afgive mere kontrol. Ikke fungere i en familie.

Der findes to slags lykkelige slutninger:
Dén hvor de to elskende får hinanden og lever lykkeligt til deres dages ende.
Og dén hvor retfærdigheden sker fyldest.

Sarah Lund er ikke en klassisk kvinde. Hun skal ikke gå mod solnedgangen, hånd i hånd med den genfundne kærlighed.
Hun skal adlyde hendes sjæls eneste og inderst råb: RETFÆRDIGHED!