En forbryder krydser sit spor

Så skete det.
Slutningen på ikke bare denne sæson, men på trilogien "Forbrydelsen".
Og hvilken slutning! Eller anti-slutning?

Sarah Lund havde endelig muligheden for at blive lykkelig.
Endelig havde hendes forsømte søn tilgivet hende for det mentale svigt, hun havde budt ham.
Og endelig havde hun en mand, der elskede hende trods hendes uendelige fejl og mangler.

For Sarah Lund var stort set kun sympatisk - for ikke at sige menneskelig - i kraft af sin enorme retfærdighedssans. Fordybelsen i sit arbejde.
Det er dén, der har gjort hende uopmærksom hele sønnens opvækst.
Det er dén, der har gjort det umuligt for hende, at opretholde et forhold til en mand.
Selv partnerskabet med hendes mandlige kollegaer er forkvaklet.

Sarah Lund er ikke et dårligt menneske. Men hun er et dybt plaget menneske. Det har producenterne været meget dygtige til at dvæle ved i mange, mange close-ups af Lunds trætte ansigt og glasblanke øjne.
Sarah Lund er ikke en kvinde, der skal sidde i sit kolonihavehus med en smuk mand og dikke-dikke sit søde barnebarn. Hendes skæbne er at jagte en retfærdighed, hun tørster efter og selv efter at have fanget ikke bare én, men to mordere, er det ikke nok for hende.
Tredje sæson bliver kulminationen på en kvindes uslukkelige tørst efter retfærdighed.

Derfor er jeg vild med afslutningen på serien.


"Forbrydelsen" har aldrig været arnested for lykkelige slutninger. Alle mord er blevet opklaret, ja, men der er altid efterladte. Serien har gjort meget ud af at vise de menneskelige omkostninger, drabene har haft.
I sæson 1 dræber Theis (den dræbte Nanna Birk Larsens far) morderen i fortvivlelse og hævntørst.
I sæson 3 dræber Lund morderen.
Der er altid omkostninger.
Der er aldrig en lykkelig slutning. Hvorfor skulle der være det nu, bare fordi serien slutter?

Lund lovede den ene morder, Loke, retfærdighed. Det gav hun ham. Og hun betalte den højeste pris for det løfte.
Måske fordi hun endelig kunne give et barn retfærdighed?
Måske for at udfri sig selv for sin dårlige samvittighed?
Måske fordi hun vidste, at ingen domstol ville kunne give Reinhardt den straf, han fortjente?


Og hvad skal vi så lære af det?
At selvtægt betaler sig? Nej tak!
Sarah Lund er en anti-helt. Hun bliver selv forbryder...
Hendes sidste gerning giver mening, i kraft af den smule menneskelighed hun har - tørsten efter retfærdighed.
Hun er ikke en straffende engel. Men hun er en pint kvinde, der ikke kan leve et normalt liv. Ikke afgive mere kontrol. Ikke fungere i en familie.

Der findes to slags lykkelige slutninger:
Dén hvor de to elskende får hinanden og lever lykkeligt til deres dages ende.
Og dén hvor retfærdigheden sker fyldest.

Sarah Lund er ikke en klassisk kvinde. Hun skal ikke gå mod solnedgangen, hånd i hånd med den genfundne kærlighed.
Hun skal adlyde hendes sjæls eneste og inderst råb: RETFÆRDIGHED!

Tekniksnobberi

"Det er ikke en telefon, det er en iPhone", overhørte jeg en unge kvinde sige.
..........................................................
Selvfølgelig er det da en TELEFON, tænkte jeg! Jeg ved godt den ikke hænger på væggen og har en lang snoet ledning på, men vi kan vel blive enige om, at den kan ringe?
Og jeg ved godt, at den kan MERE end at ringe. Jeg har nemlig også sådan en smart lille kan ringe/ sms'e/ gå på nettet/ finde vej/ maile/ spille musik/ tryk-på-skærmen minicomputer, men jeg kalder den ikke ved navn.
Nej nej, der var ikke nogen, der havde kaldt hendes fine iPhone for en Nokia 8210. Den unge dame mente åbenbart helt alvorligt, at hendes lomme-side kick skulle tituleres ved produktnavn.

Det handler ikke om hvor god eller dårlig iPhone er i forhold til andre telefoner. Hver sin smag. Hver sin religion. Jeg begriber bare ikke hvorfor nogle i så alvorlig grad snobber med deres tekniske gadgets. Brug blot en evighed på at fortælle mig, hvorfor Mac er bedre end PC og iPhone bedre end Android - måske jeg en dag bliver overbevist og konverterer. Man har jo et standpunkt til man tager et nyt.

Jeg bøjer mig og accepterer, at 'iPad' er dét ord man bruger, for at omtale en sådan. Nogle vil mene, det er en 'tablet', men jeg himler ikke øjne, når nogen siger: "Jeg så en film på iPad'en".

Jeg ejer ét Apple-produkt - en iPod - som jeg i første omgang blev prakket på af min storebror, da han for en 7-8 år siden skiftede én velfungerende iPod ud med en nyere model. Jeg stod egentlig ikke og manglede en sådan tingest, men jeg blev hurtigt vild med den. Den pågældende iPod måtte dog lade livet, da jeg en dag satte mig på den!
Det var en sorgens dag.

2 iPods senere, har jeg nu en generation 3, som jeg ikke bare sådan lige påtænker at skifte ud. Den kan oveni købet afspille radio. Ipod'en og jeg er meget tætte. Og jeg kalder den 'iPod'. Igen fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal kalde den. Men jeg accepterer, at nogle vil kalde det en 'MP3-afspiller'. Jeg accepterer også, at nogle vil kalde en iPad for en 'tablet'. For min skyld igen alarm.

For lad os nu ikke blive så snobbede omkring vores elektroniske dit-og-dat, at vi ikke kan acceptere, at det er andet og mere, end det, det hedder. I så fald forvirrer vi først og fremmest den ældre generation, ved at ytre sætninger som: "Du ringer bare på min iPhone, farmor".

Måske jeg skulle konvertere, for måske da vil jeg forstå, hvorfor det var den unge pige magtpåliggende, at kalde det 'iPhone' og ikke 'telefon'. Man kan vel ikke tillade sig at dømme, før man har gået en mil i en andens sko. Eller hvad?
Måske den unge dame, mente det i spøg? I så fald blev jeg fornærmet for ingen verdens nytte....