Så la' da vær'!

Uge 7 har budt på nogle chokerende nyheder.
Hestekød i lasagne og horder af danske unge, der sætter Prag på den anden ende.
Og det er endnu kun torsdag.

Hvor er det pinligt! Hvor er det fuldstændig tåkrummende flovt!
Så tager hele den danske ungdom mellem 16 og 20 år pludselig til Prag, og forvandler byen til et 'Cold Alanya' med dødsdruk, vold og hærværk.
Jamen så la' da vær'!
Det er da super fedt, at en flok snotunger skal gøre en smuk europæisk by til en kampplads. Og fedt, at samtlige hotelejere og restauratører i Prag fra nu af vil tænke "Oh crap", næste gang en dansker viser sig i deres etablissement.
Fucking tak!

Og så skulle hele misæren skyldes billig alkohol.
Gør det det mere acceptabelt? Vi taler trods alt om gymnasieelever, der drukner weekenderne i sprut! De er vant til det. Hvilket måske netop er roden til problemet.
Jeg hørte en ung knøs i nyhederne kalde deres tur til Prag for "Roskilde Festival i uge 7".
Ahmen så la' da VÆR'!

Jeg bliver simpelthen så indigneret på den gode gammeldags I-skulle-ud-og-sejle-med-Fulton-og-i-seng-uden-aftensmad måden!
Hvad skete der lige med konceptet STUDIEtur?

Jo jo, jeg ved godt de unge var på ferie og ikke på studietur, og ja ja, så går der mormor i den igen, men da jeg var på studietur (til Rom i øvrigt), indebar turen da noget så kedeligt som kultur, historie, lærdom og søvn.
Der blev skam også åbnet en øl eller to, og der opstod en mindre scene involverende klassens on-and-off kærestepar, som medførte, at vi nær var blevet smidt ud af hotellet midt om natten, MEN vi smadrede ikke et helt hotel. Vi voldtog ikke nogen eller stak nogen ned med kniv. Og ingen blev anholdt for vold og uorden.

Når vi nu ikke kan sende dem på opdragelseslejr, så håber jeg edderbroderme at samtlige hoteller i Europa smækker dørene noget så eftertrykkeligt i, næste gang en flok unge mennesker vil på ferie udenfor Dannevang.
For selvom det er at straffe de uskyldige noget så groft, så håber jeg det lærer ungdommen lidt om pli og rettidig omhu!


Og hestekød i lasagne?! Nej, nej, nej la' nu vær'!
Bare la' vær'!

Fy fy, skamme skamme, næ næ, nix nix, slut Facebook

Jeg tjekker Facebook hver dag. Flere gange dagligt. Ikke fordi jeg vil, men fordi Facebook har gjort mig afhængig. Laver jeg en opdatering eller lægger en sjov video på min profil, sidder jeg som på nåle, og venter på det første 'like'. Og det andet. Og det tredje. Og det sekstende.

For noget tid siden så jeg musikeren Simon Kvamm i "Hos Clement". Hr. Kvamm er kendt for at have meget på hjerte (et udtryk Facebook i øvrigt også havde taget til sig), og denne aften fortalte han om, hvordan vi er blevet eksperter i at iscenesætte os selv. Være spin doktorer for os selv, som han kaldte det. Og vores regent, Hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe, nævnte Facebook i sin nytårstale. Så står Riget da ikke længere! Holger Danske må unægteligt være vågnet af sin tornerosesøvn på årets sidste dag!
Men vores Facebook-profiler bugner ikke just af billeder af ungerne, der er kropumulige, citater fra skænderier med kæresten og det fejlslagne aftensmåltid - med mindre man tager den sarkastiske tilgang til Facebook, og iscenesætter sig selv som en Nynne eller Bridget Jones. Det er også en strategi fra ens indre spin doktor.

Det er blevet en trend, at skrive åbne beskeder på Facebook til virksomheder som f.eks. Telenor, McDonald's og DSB, hvor man sender en klage eller en anekdote, der har relation til det pågældende firma. Tricket er blot, at gøre sin historie vittig eller tilpas indigneret, så andre vil 'like' den.
Og Facebook sladrer. Den sender den lille vittighed videre til mig og liker jeg også (nej, jeg gør ej!), bliver endnu flere gjort opmærksom på den pågældende amatørkomikers tirade.
Og så kan man jo også kommentere. Og det bliver der bestemt også! Alt fra nikkende, forstående tilkendegivelser til uenige, respektløse, racistiske og/ eller direkte perfide nedrakninger.
De kaldes 'like hunters' - historier eller billeder, der deles på det sociale medie, med det formål, at få så mange 'likes' som muligt. Jo flere likes, jo mere inficeres Facebook med 1 enkelt persons verdensbillede.
Og tak for det, Facebook-snyltere!

Jeg er ikke så dum og/eller fremskridtsforskrækket, at jeg ikke forstår, at de sociale medier er kommet for at blive. Og vi HAR alle sammen allerede fået vores '15 minuttes og fame' - nu vil vi bare have 20, 50 eller 20.000 minutter! Og vores børn får deres minutter langt inden de overhovedet har begreb om det.
Og hunden, huset, bilen, den nye iPad, sommerferien, firmafrokosten, den dyre racercykel, alt sammen skal vi flashe på Facebook og Twitter og Instagram og Pinterest, så andre kan se hvad jeg har! OG? Hvad skal det bruges til? Intet. Alle andre kan derimod bruge mit 'like' som en validering af, at deres liv er helt som det skal være. Aaaaaaaaaaaaahhhhh....

Og jeg selv er jo ikke ikke et hak bedre. Jeg har ikke nogen sød kæreste, smukke børn, et lækkert hus og en sporty bil jeg kan blære mig med (endnu), men så vil jeg stadig gerne have et lille bitte 'like' for den sarkastiske status jeg laver, og som jeg ved, at i hvert fald nogle af mine Facebook-venner sætter pris på. Det manglede da bare, når jeg 'liker' deres billeder fra badeferien i Tyrkiet med svigermekanikken. Quid pro quo, amigos!

Men hey, hende Johnny Margrethe og ham den lækre fra Nephew HAR jo ret. Det vil ikke skade, at skrue ned for Facebook-dosisen og prøve at tale med vores kære IRL. Undskyld, In Real Life, eller... ude i det virkelige liv. Og lære at lægge telefonerne væk, når vi sidder overfor folk, i stedet for konstant at have ét øje på, hvad der sker i Facebookland.

Så tak til Facebook, for at have gjort mig afhængig af mit netværks 'likes'. Tak fordi jeg konstant går og tænker i sjove og vedkommende opdateringer. Tak fordi jeg nu skal have løftede pegefingre fra Dronningen og feterede danske musikere. Og tak, tak, tak Facebook for overspringshandlinger, når der er dårlige reklamer i fjernsynet for f.eks. Telenor, McDonald's og DSB.

En forbryder krydser sit spor

Så skete det.
Slutningen på ikke bare denne sæson, men på trilogien "Forbrydelsen".
Og hvilken slutning! Eller anti-slutning?

Sarah Lund havde endelig muligheden for at blive lykkelig.
Endelig havde hendes forsømte søn tilgivet hende for det mentale svigt, hun havde budt ham.
Og endelig havde hun en mand, der elskede hende trods hendes uendelige fejl og mangler.

For Sarah Lund var stort set kun sympatisk - for ikke at sige menneskelig - i kraft af sin enorme retfærdighedssans. Fordybelsen i sit arbejde.
Det er dén, der har gjort hende uopmærksom hele sønnens opvækst.
Det er dén, der har gjort det umuligt for hende, at opretholde et forhold til en mand.
Selv partnerskabet med hendes mandlige kollegaer er forkvaklet.

Sarah Lund er ikke et dårligt menneske. Men hun er et dybt plaget menneske. Det har producenterne været meget dygtige til at dvæle ved i mange, mange close-ups af Lunds trætte ansigt og glasblanke øjne.
Sarah Lund er ikke en kvinde, der skal sidde i sit kolonihavehus med en smuk mand og dikke-dikke sit søde barnebarn. Hendes skæbne er at jagte en retfærdighed, hun tørster efter og selv efter at have fanget ikke bare én, men to mordere, er det ikke nok for hende.
Tredje sæson bliver kulminationen på en kvindes uslukkelige tørst efter retfærdighed.

Derfor er jeg vild med afslutningen på serien.


"Forbrydelsen" har aldrig været arnested for lykkelige slutninger. Alle mord er blevet opklaret, ja, men der er altid efterladte. Serien har gjort meget ud af at vise de menneskelige omkostninger, drabene har haft.
I sæson 1 dræber Theis (den dræbte Nanna Birk Larsens far) morderen i fortvivlelse og hævntørst.
I sæson 3 dræber Lund morderen.
Der er altid omkostninger.
Der er aldrig en lykkelig slutning. Hvorfor skulle der være det nu, bare fordi serien slutter?

Lund lovede den ene morder, Loke, retfærdighed. Det gav hun ham. Og hun betalte den højeste pris for det løfte.
Måske fordi hun endelig kunne give et barn retfærdighed?
Måske for at udfri sig selv for sin dårlige samvittighed?
Måske fordi hun vidste, at ingen domstol ville kunne give Reinhardt den straf, han fortjente?


Og hvad skal vi så lære af det?
At selvtægt betaler sig? Nej tak!
Sarah Lund er en anti-helt. Hun bliver selv forbryder...
Hendes sidste gerning giver mening, i kraft af den smule menneskelighed hun har - tørsten efter retfærdighed.
Hun er ikke en straffende engel. Men hun er en pint kvinde, der ikke kan leve et normalt liv. Ikke afgive mere kontrol. Ikke fungere i en familie.

Der findes to slags lykkelige slutninger:
Dén hvor de to elskende får hinanden og lever lykkeligt til deres dages ende.
Og dén hvor retfærdigheden sker fyldest.

Sarah Lund er ikke en klassisk kvinde. Hun skal ikke gå mod solnedgangen, hånd i hånd med den genfundne kærlighed.
Hun skal adlyde hendes sjæls eneste og inderst råb: RETFÆRDIGHED!

Tekniksnobberi

"Det er ikke en telefon, det er en iPhone", overhørte jeg en unge kvinde sige.
..........................................................
Selvfølgelig er det da en TELEFON, tænkte jeg! Jeg ved godt den ikke hænger på væggen og har en lang snoet ledning på, men vi kan vel blive enige om, at den kan ringe?
Og jeg ved godt, at den kan MERE end at ringe. Jeg har nemlig også sådan en smart lille kan ringe/ sms'e/ gå på nettet/ finde vej/ maile/ spille musik/ tryk-på-skærmen minicomputer, men jeg kalder den ikke ved navn.
Nej nej, der var ikke nogen, der havde kaldt hendes fine iPhone for en Nokia 8210. Den unge dame mente åbenbart helt alvorligt, at hendes lomme-side kick skulle tituleres ved produktnavn.

Det handler ikke om hvor god eller dårlig iPhone er i forhold til andre telefoner. Hver sin smag. Hver sin religion. Jeg begriber bare ikke hvorfor nogle i så alvorlig grad snobber med deres tekniske gadgets. Brug blot en evighed på at fortælle mig, hvorfor Mac er bedre end PC og iPhone bedre end Android - måske jeg en dag bliver overbevist og konverterer. Man har jo et standpunkt til man tager et nyt.

Jeg bøjer mig og accepterer, at 'iPad' er dét ord man bruger, for at omtale en sådan. Nogle vil mene, det er en 'tablet', men jeg himler ikke øjne, når nogen siger: "Jeg så en film på iPad'en".

Jeg ejer ét Apple-produkt - en iPod - som jeg i første omgang blev prakket på af min storebror, da han for en 7-8 år siden skiftede én velfungerende iPod ud med en nyere model. Jeg stod egentlig ikke og manglede en sådan tingest, men jeg blev hurtigt vild med den. Den pågældende iPod måtte dog lade livet, da jeg en dag satte mig på den!
Det var en sorgens dag.

2 iPods senere, har jeg nu en generation 3, som jeg ikke bare sådan lige påtænker at skifte ud. Den kan oveni købet afspille radio. Ipod'en og jeg er meget tætte. Og jeg kalder den 'iPod'. Igen fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal kalde den. Men jeg accepterer, at nogle vil kalde det en 'MP3-afspiller'. Jeg accepterer også, at nogle vil kalde en iPad for en 'tablet'. For min skyld igen alarm.

For lad os nu ikke blive så snobbede omkring vores elektroniske dit-og-dat, at vi ikke kan acceptere, at det er andet og mere, end det, det hedder. I så fald forvirrer vi først og fremmest den ældre generation, ved at ytre sætninger som: "Du ringer bare på min iPhone, farmor".

Måske jeg skulle konvertere, for måske da vil jeg forstå, hvorfor det var den unge pige magtpåliggende, at kalde det 'iPhone' og ikke 'telefon'. Man kan vel ikke tillade sig at dømme, før man har gået en mil i en andens sko. Eller hvad?
Måske den unge dame, mente det i spøg? I så fald blev jeg fornærmet for ingen verdens nytte....

Ondskaben i os alle

Julie hed hun. 

Hun var sær og speciel, men også dragende. Jeg var skiftevis jaloux på hendes enebarnstilværelse og dybt forundret over hendes fuldstændig anderledes sind. 

Hun kunne sige ting, som jeg på ingen måde kunne forstå. Hendes hjerne kørte bare i en anden dimension, tror jeg. Men jeg hadede hende aldrig. Ikke sådan rigtigt. 

Jeg havde faktisk lidt ondt af hende.

Vi lavede en klub. Vi kaldte den ”Ko Klubben”. Fordi Julie altid sagde ”OK”. På sådan en meget udtalt måde.
Til alt. Hele tiden. Og det var frygtelig belastende.

Og vi syntes vi var super smarte, fordi vi vendte ”OK” til ”KO”. Men ja, klubben gik ud på at mødes, og snakke om Julie. Mødes over en fælles aversion for Julie. 

Det var jo ikke i orden. Ikke OK. Og jeg er ikke stolt af det i dag. Jeg kan næsten ikke kigge på Julie, når jeg en sjælden gang møder hende. For der er sgu ikke noget i vejen med Julie. Men der var noget i vejen, med det vi gjorde dengang.

Hun er endnu mere excentrisk nu som voksen, og det beundrer jeg hende fandme for. Hun har alle dage favnet sin anderledeshed, og udbasunerede det virkelig i gymnasietiden, hvor hun fik lavet dreadlocks i sit lange, lyse hår.

Og for nyligt hører jeg, at en ung canadisk pige har taget livet af sig selv pga. mobning. Og det er jo desværre ikke første gang det sker. 

Jeg får kvalme, bliver vred og lammet helt ind i sjælen, når jeg hører, at en pige eller dreng er blevet mobbet til døde. Jeg forstår ikke, at den form for ondskab findes i børn og teenagere.

Jeg læste engang bogen ”Ondskabens Filosofi”, hvor forfatteren mente, at man aldrig lærer at forstå ondskab, hvis man ser det som noget, der er fremmed for os selv. Noget udenfor én selv. 

Nazisternes udryddelse af jøder under 2. verdenskrig vil de fleste af os opfatte som ondskab, og massakren på Utøya ligeså, men er mobning meget andet end ondskab? Er folkedrab mere ondt end systematisk og bevidst latterliggørelse og udelukkelse af fællesskabet?

Ondskab er en fuldstændig manglende evne til at se et andet menneske, som et menneske. 

Jeg så nu nok Julie som et menneske. Jeg havde trods alt leget hjemme hos hende, nogle år før vi lavede ”Ko Klubben”. Jeg så hende helt bestemt som skide irriterende. Hun var helt igennem anderledes end mig, og derfor forstod jeg hende ikke. Og jeg evnede ikke, at give hende plads, eller at prøve at sætte mig ind i hendes univers. Men ondskaben lurede bestemt i det vi gjorde.

I Ondskabens Filosofi opstiller forfatterne 4 former for ondskab:

1. Dæmonisk ondskab: Ondskab for ondskabens egen skyld
2. Instrumental ondskab: At man handler ondt, for at opnå noget – vel vidende, at det er ondt
3. Idealistisk ondskab: At handle ondt i den tro, at det er godt
4. Den dumme ondskab: At handle ondt, uden at tænke om det er godt eller ondt.

Når vi mødtes i N.'s forældres lade til ”Ko Klub” var det dels, fordi vi var børn og dermed dumme og uvidende. Vi gjorde ikke noget foran Julie selv. Vi mødtes efter skole, uden hendes vidende. Men det retfærdiggør ikke noget. Overhovedet. For jeg tror bestemt hun mærkede vores tilbageholdenhed overfor hende. Vi inkluderede hende jo ikke i ret meget, når vi var i skole.

Og måske ingen af os rigtig kunne stoppe det, og sige, at vi ikke gad være med i klubben mere. Men med tiden blev klubben bare en læs-Anders-And-blade-og-snak-om-alt-muligt klub.

Og langsomt blev klubben opløst helt af sig selv, for vi snakkede jo ikke rigtig om Julie, og vi indså nok også, at det var ret ondt sådan at have en Julie-klub, og at hun slet ikke var så slem.
Vi havde mistet overblikket over, hvorfor vi havde startet klubben i første omgang. Hvorfor vi følte et behov for at mødes og hade hende. Og måske var vi blevet lidt klogere.
Og fordi vi nok ikke hadede hende sådan rigtigt.



Jeg har stadig svært ved at rumme, at jeg kunne være med til noget så nederdrægtigt.
Jeg aner ikke om Julie ved, at vi havde en hadeklub.
Jeg tør ikke tænke på, hvad vores enorme idioti kunne have ført til.
Og jeg vil til evig tid forsøge, at forsone mig med, at ondskaben har fået frit løb i mig.