Ondskaben i os alle

Julie hed hun. 

Hun var sær og speciel, men også dragende. Jeg var skiftevis jaloux på hendes enebarnstilværelse og dybt forundret over hendes fuldstændig anderledes sind. 

Hun kunne sige ting, som jeg på ingen måde kunne forstå. Hendes hjerne kørte bare i en anden dimension, tror jeg. Men jeg hadede hende aldrig. Ikke sådan rigtigt. 

Jeg havde faktisk lidt ondt af hende.

Vi lavede en klub. Vi kaldte den ”Ko Klubben”. Fordi Julie altid sagde ”OK”. På sådan en meget udtalt måde.
Til alt. Hele tiden. Og det var frygtelig belastende.

Og vi syntes vi var super smarte, fordi vi vendte ”OK” til ”KO”. Men ja, klubben gik ud på at mødes, og snakke om Julie. Mødes over en fælles aversion for Julie. 

Det var jo ikke i orden. Ikke OK. Og jeg er ikke stolt af det i dag. Jeg kan næsten ikke kigge på Julie, når jeg en sjælden gang møder hende. For der er sgu ikke noget i vejen med Julie. Men der var noget i vejen, med det vi gjorde dengang.

Hun er endnu mere excentrisk nu som voksen, og det beundrer jeg hende fandme for. Hun har alle dage favnet sin anderledeshed, og udbasunerede det virkelig i gymnasietiden, hvor hun fik lavet dreadlocks i sit lange, lyse hår.

Og for nyligt hører jeg, at en ung canadisk pige har taget livet af sig selv pga. mobning. Og det er jo desværre ikke første gang det sker. 

Jeg får kvalme, bliver vred og lammet helt ind i sjælen, når jeg hører, at en pige eller dreng er blevet mobbet til døde. Jeg forstår ikke, at den form for ondskab findes i børn og teenagere.

Jeg læste engang bogen ”Ondskabens Filosofi”, hvor forfatteren mente, at man aldrig lærer at forstå ondskab, hvis man ser det som noget, der er fremmed for os selv. Noget udenfor én selv. 

Nazisternes udryddelse af jøder under 2. verdenskrig vil de fleste af os opfatte som ondskab, og massakren på Utøya ligeså, men er mobning meget andet end ondskab? Er folkedrab mere ondt end systematisk og bevidst latterliggørelse og udelukkelse af fællesskabet?

Ondskab er en fuldstændig manglende evne til at se et andet menneske, som et menneske. 

Jeg så nu nok Julie som et menneske. Jeg havde trods alt leget hjemme hos hende, nogle år før vi lavede ”Ko Klubben”. Jeg så hende helt bestemt som skide irriterende. Hun var helt igennem anderledes end mig, og derfor forstod jeg hende ikke. Og jeg evnede ikke, at give hende plads, eller at prøve at sætte mig ind i hendes univers. Men ondskaben lurede bestemt i det vi gjorde.

I Ondskabens Filosofi opstiller forfatterne 4 former for ondskab:

1. Dæmonisk ondskab: Ondskab for ondskabens egen skyld
2. Instrumental ondskab: At man handler ondt, for at opnå noget – vel vidende, at det er ondt
3. Idealistisk ondskab: At handle ondt i den tro, at det er godt
4. Den dumme ondskab: At handle ondt, uden at tænke om det er godt eller ondt.

Når vi mødtes i N.'s forældres lade til ”Ko Klub” var det dels, fordi vi var børn og dermed dumme og uvidende. Vi gjorde ikke noget foran Julie selv. Vi mødtes efter skole, uden hendes vidende. Men det retfærdiggør ikke noget. Overhovedet. For jeg tror bestemt hun mærkede vores tilbageholdenhed overfor hende. Vi inkluderede hende jo ikke i ret meget, når vi var i skole.

Og måske ingen af os rigtig kunne stoppe det, og sige, at vi ikke gad være med i klubben mere. Men med tiden blev klubben bare en læs-Anders-And-blade-og-snak-om-alt-muligt klub.

Og langsomt blev klubben opløst helt af sig selv, for vi snakkede jo ikke rigtig om Julie, og vi indså nok også, at det var ret ondt sådan at have en Julie-klub, og at hun slet ikke var så slem.
Vi havde mistet overblikket over, hvorfor vi havde startet klubben i første omgang. Hvorfor vi følte et behov for at mødes og hade hende. Og måske var vi blevet lidt klogere.
Og fordi vi nok ikke hadede hende sådan rigtigt.



Jeg har stadig svært ved at rumme, at jeg kunne være med til noget så nederdrægtigt.
Jeg aner ikke om Julie ved, at vi havde en hadeklub.
Jeg tør ikke tænke på, hvad vores enorme idioti kunne have ført til.
Og jeg vil til evig tid forsøge, at forsone mig med, at ondskaben har fået frit løb i mig.